Skejby i 1950, set mod øst. Fotoet viser krydset Randersvej / Nedergårdsvej / Skejbyvej. Her ses 4 bygninger (den ene kun skorstenen). Ingen af bygningerne eksisterer i dag. Bygningen nærmest Randersvej blev nedrevet i forbindelse med en udvidelse af Randersvej for mange år siden. Men bygningen bagved overlevede indtil ca. 2009 – det var her Franske Autodele havde domicil. Den blev offer for den seneste udvidelse i Vejdirektoratets projekt, der færdiggjorde infrastrukturen til E45. Bygningen tættest på fotografen (skorstenen) er nedrevet forlængst. Bagved Franske Autodele ligger i dag Gade Skilte. Så ved alle, at på den anden side af Skejbyvej har vi LIDL.
Fotoet er taget fra et fly OY-SAI 1947 KZ VII Lærke. Flyet totalhavarerede i August 1969 ved Vonsild. Læg i øvrigt mærke til DSB-bussen Aarhus-Randers. Den holder midt i krydset, hvor en passager stiger ud. Den slags busstoppesteder ses ikke mere. Lastbilen er af mærket Bedford OLB. /ww