Kirkestien Lisbjerg-Terp


23.10.19: Potius sero quam nonquam. Gennem de sidste i hvert fald 12 år, har såvel fællesrådet som Landsbyforeningen Terp kæmpet for en betydelig bedre vedligeholdelse af Kirkestien Lisbjerg-Terp. Misligholdelse og manglende respekt for stiens formål og betydning for lokalområdet, har bragt os i offensiven for at få den historiske sti i brugbar stand. Ordet historisk har en særlig betydning i denne sag. Vi ved, at stien blev anvendt som skole- og kirkesti allerede i 1880’erne. Og i 1898 underskrev gårdejer Rasmus Mikkelsen Kajhøj en deklaration, der i fremtiden skulle sikre stiens fortsatte eksistens. Deklarationen har imidlertid ligget allernederst i den allernederste skuffe i kælderen i Aarhus Kommune. Men nu er den kommet til ære og værdighed.

I uge 46-47 er det planen, at hele stien vil blive opgraderet og gjort brugbar – ikke bare som skole- og kirkesti, men også for alle, der har brug for naturen og let adgang til Mollerup og Egå Engsø. En 120 cm bred grussti bliver det til. Med græs på begge sider som bliver slået 3 gange årligt i lighed med reglerne for fælledgræs. Nå ja, vi fortalte også Miljø og Teknik, at vi i mellemtiden har fået en letbane med stoppested netop ved kirkestien. Fællesrådets forretningsudvalg og bestyrelsen for Landsbyforeningen Terp skal lige bruge et par dage på at få armene ned. (ww)

Til dem, der fravalgte latin i skolen. Den første sætning oversat: Bedre sent end aldrig. 

Du kan se flere billeder på fællesrådets facebookside LSTK.

Udsnit af deklarationen fra 1898.

Ødelagt af traktor