11.12.19: Det er træls… og meget lidt underholdende. Det er Kirkestien vi taler om. For nogen tid siden, blev det meldt ud, at Kirkestien Lisbjerg-Terp ville blive opgraderet til en væsentlig bedre kvalitet. Arbejdet skulle være påbegyndt i uge 46. Tydeligvis er intet sket. Bortset fra grenbeskæring på den del, der ligger tæt på motorvejen. Stien bliver nemlig ført nogenlunde tilbage til sit historiske trace.
Aarhus Kommunes afdeling for Arealudvikling har den 10. december orienteret fællesrådet om, at entreprenøren ikke har kunnet få det ind i arbejdsplanen. Men nu er mandskabs- og materielplanen lagt fast og arbejdet påregnes udført januar/februar 2020.
Som tidligere fortalt skal stien på hele strækningen være 120 cm bred og belagt med stigrus. Fællesrådets forretningsudvalg følger naturligvis sagen tæt. (ww)