Vision Mølledalen er kort beskrevet i opslaget herunder. Men visionen indeholder også tanker om kunst og kultur i Mølledalen.
Hele Mølledalen rummer geologiske, biologiske og historiske værdier. I vikingetiden kunne man f.eks. fra Aarhusbugten sejle næsten til Kasted. Stier og opholdsområder vil derfor kunne fortælle historier. Men også kultur kan være med til at gøre området attraktivt at færdes i.
Mølledalen skal naturligvis også have en kunstnerisk oplevelse. Måske kunst langs en sti ved åen? Eller i skoven? Eller i erhvervsområdet i Skejby? Skejby rummer udover Regionshospitalet store domiciler for nogle af landets førende firmaer. De fleste domiciler har store ubrugte friarealer kun anlagt med græs. Disse mange græsarealer kunne man bruge til at opstille skulpturer. Firmaerne kunne sponsorere kunstnere, og området vil kunne blive en spændende skulpturpark til glæde for medarbejdere og andre interesserede medborgere. Nøgleordene i Vision Mølledalen er Stier – Idræt – Motion – Natur – Kunst – Oplevelse.